Sammen med Folkeuniversitetet sætter vi fokus på de mest aktuelle problemer ift. at gøre det og have det godt på arbejdet.
Vi har brug for din hjælp til at udvælge hvilke praktiske problemer vi skal sætte fokus på i en foredragsrække i foråret 2019. Det tager kun to minutter: https://da.surveymonkey.com/r/praktiskeproblemer
Højere effektivitets og innovations krav, mere kompleks konkurrence, øget digitalisering og ændrede samarbejdsformer er blot en håndfuld af de krav, der stilles til offentlige og private arbejdspladser. Konsekvenserne af den virkelighed, er at mange oplever et arbejdsliv med faldende meningsfyldthed, reduceret trivsel og stigende stress.
Det er som om vi taler og taler og problemerne stiger og stiger. Konsulenter, rådgiver og velmenende eksperter, missionerer for deres favoritmodeller og den forskning, der bekræfter deres ideer. Teorier, ideer og kloge betragtninger præsenteres på foredrag efter foredrag og undersøges på kurser og i workshops. Intentionerne er gode, men hvor er resultaterne?
Man skal som bekendt ikke pege fingrer, når man selv bor i et glashus. Jeg har også præsenteret ledelsesmodeller og teorier som værende de den hellige gral. Jeg har udlagt dem, som var de ”svaret”. Men hvad var spørgsmålet? Hvad var den reelle problemstilling?
Heldigvis sker der fremskridt mange steder og flere organisationer finder, sammen med dygtige rådgivere, gode og holdbare løsninger.
De løsninger der virker, er dem, der løser konkrete problemer i hverdagen. Der hvor, der skabes resultater, tales der mindre om endnu en et-eller-andet baseret ledelse, mindre om overordnede temaer som robusthed, motivation, eller forandringsparathed og meget mere om praktiske svar på praktiske problemer.
Sammen med folkeuniversitetet vil vi derfor i en foredragsrække i foråret 2019 sætte fokus på praktiske svar på praktiske problemer vedrørende trivsel og arbejdsglæde. Men hvilke problemer skal vi tage fat i – hvilke udfordringer skal vi finde løsninger til?
Vi inviterer dig derfor til at give din mening til kende ved at fortælle om et eller flere af de konkrete problemstillinger der spænder ben for trivsel og arbejdsglæde på din arbejdsplads. På baggrund af alle besvarelserne sammensætter vi et program over seks aftener, hvor forskellige eksperter med afsæt i bl.a. positiv psykologi præsenterer mulige løsninger på et udvalg af de identificerede problemstillinger.
Altså seks aftener – seks konkrete problemstillinger – seks praktiske løsninger.
Du kan give din mening tilkende her: https://da.surveymonkey.com/r/praktiskeproblemer
Hvis du ønsker, kan du deltage i lodtrækning om en problemløsningsworkshop på din arbejdsplads, samt gratis pladser på foredragsrækken.